Fra Sorgens Ager

Tekst :   Hansigne Lorenzen 1920,    

Melodi :  Halvor Bogh

link til original tekst til digt

Tekst til sangen på CD'en:             

1) Bag sorte grå skyer

Nymånen sig dølger,

og ind over vaden

går vældige bølger;

i talløse rækker

de jager hinanden

og styrter sig skummende

ind over stranden.

2) Med varslende vingeslag,

frem og tilbage,

vildt kredser de måger

om tofte og tage.

Og stormen huserer

i revner og rifter

og blæser sig op

ved de heltebedrifter.

3)

For sekler tilbage stod tømret på strand

en hytte, en lav kun og liden.

Lys lykke den huste, trods nøjsomme kår,

glad travlhed forkortede tiden.

4)

Han fisked. Hun plantede blomster i karm.

Han bjærged til klæder og føde.

Hun duged hans bord, og hun redte hans seng

og løb ham med trallen i møde.

5)

Hun malkede geden, hun ammed sin dreng

mors stothed, fars udtrykte billed -

og somtid' de legte ved stranden, de tre

og lo ret, saa tårerne trilled.

6)

Til daglig dag skøtted hun have og hus

og arne. Han passed sin skude.

Saa kom der en stormnat, en hærgende hård

da blev han med båden derude.

7)

Så stred hun for føden den fattige mor;

haardt slid, karrigt mål kun af glæde,

men tappert hun stred for den liden stump jord

og huset ved stranden der nede.

8)

Hun stred jo for drengen. Han hang ved sin mor,

ved havet og stranden; ved hjemmet.

At styre en båd blev hans mindste kunst,

at bøde et garn snart han nemmed.

9)

Men stridig han blev som det stædige hav,

som stormen, der halvvejs opdrog ham;

og fik han en næve, så knytted han sin

og ramte igen som man slog ham.

10)

Stor blev han og stærk, ret en rankvokset knøs

pænt pusled han have og hytte,

Og kastede havet lidt tømmer paa strand,

saa tog han det hjem som sit bytte.

11)

Slog stormen et hul i hans moders hus,

han tog et par hulslidte planker,

trods foged og forbud, trods bøder og lov,

og heled de værste skavanker.

12)

 En høstkvæld ved jævndøgn gik fogden på lur

langs stranden - og traf ham ved byttet:

"Du slippe det, knøs!" "Jeg slipper det ej."

og lønligt han næverne knytted.

13)

"Ti, Ransmand! Du kaste den planke på stand!"

- han rusked ham tømret af fangen,

og hugged ham hårdt og hofte og lænd

og kasted det fra sig på tangen. -

14)

Da blev han så hvid, den dunhagede knøs,

hans øjne skød lyn under brynet.

Knytnæven han løfted mod fogden på stand

og hugged ham lige i synet.

15)

Og ramte langt bedre end selv han forstod.

Tavs segnede fogden i græsset.

Da blev der så stille i ynglingens bryst,

og underligt tyst trindt på næsset.

16)

Ved daggry gik sønne at melde det drab

blev stænget fra friheden ude.

Mne moderen følte, som sod hun i storm

ombord på en synkende skude.

17)

Dag for dommen er forhånden.

Stimmel langs med alle veje.

Folk som kører, folk som kommer,

tankeløse børn, som larmer

18)

Her en stodder, der en krøbling,

stavrende ved kæp og krykke.

Standser, rækker hals og glaner

så på fløjl og så på pjalter,

dommerskrud og bondekofte.

Og mens fin og fattig flokkes,

skriger mågerne på tofte.

19)

Årle stod hun op fra lejet,

og hun haster gennem stimlen

binder op om lænd og hofter,

stirrer længselsfuldt mod himlen,

der hvor morgenrøden slutter

jorden i sin kæmpefavn.

20)

Og hun hvisker sønnens navn.

Og mens solen langsomt stiger,

peger op mod horisonten

som en blodig kæmpenegl,

griber hun sin blanke sagl.

Og hun løfter højt sin røst

"Sol i Gibeon stat stille"!

Så begynder hun sin høst.

21)

Somren drog sin varme ånde.

Sol stod på med middagshede,

men hun synes skjulte magter

kom og gik med hjælp tilhånde.

Og hun lagde neg ved neg.

Solen gik sin vante bane

over himlens blanke bue

skår på skår blev lagt på stubbe.

22)

Men på grøftekantens tue

sad en sælsom gammel gubbe.

Lønligt kvindens færd han fulgte,

tolked hver en lønlig tanke -

og han strøg sin le den blanke,

mumlende med gravtung røst:

"De er moden selv til høst"!

23)

Dagen lakked, solen kvælded

end var markens frugt ej fældet,

og hun skar og skar og tænkte

ej på møjen, kun på målet.

Og mens dagen sank til ro,

gik hun der af sol omstrålet

i sin dåd og med sin tro.

Da hun bandt det sidste neg,

bølgen op om solen steg.

24)

Men i dagens sidste luen

rejste døden sig fra tuen.

Og han strøg sin le, den blanke,

da for første gang hun prøved

på den trætte ryg at ranke.

Og han huggede i hast,

ramte dybt ved hjerteroden,

såred hjertet så det blødte,

og i sammen nu det brast.

25)

Og moderen sank i dødens favn.

Til sidst hun hviskede sønnens navn.

Den dag der started' så vakker og fager

den slutted' med rædsel på sorgens ager.